2. påskedag - præsten har ordet | www.jersie-skensved.dk
Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

2. påskedag - præsten har ordet

Dato
Mandag d. 13. april 2020, Kl. 10:30 til kl. 11:30
Medvirkende
Når du ikke kan komme i kirke, kommer kirken til dig. Se og læs dagens prædiken med sognepræst Hanne Schmidt

Se denne film, som er udarbejdet op til dette års højhellige 2. påskedag - 

Og her kan du selv læse dagens prædiken fra sognepræst Hanne Schmidt:

Påsken er for mange danskere med hus og have dén tid, hvor der tages fat på havearbejdet.

Og mange af os ved nok, hvor velgørende det er at arbejde i haven. For ”Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå”, som der står i begravelsesritualet. Og måske derfor giver det os en fantastisk ro i sjæl og tanke at arbejde med jorden.

 Men det er bestemt ikke ro i sjæl og tanke, der præger disciplene efter langfredags mørke med Jesu korsfæstelse og død. For disciplene er fortvivlede, forvirrede og måske ligefrem desillusionerede.

Og i evangelieteksten til denne 2. påskedag er scenen sat, idet evangelisten Johannes sætter netop haven som omdrejningspunktet for Jesu opstandelse.

Det kan vi allerede læse om i linjerne, som går forud for vores tekst (19,40-42), hvor der står: ”På dét sted, hvor Jesus blev korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Og da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden”.

Dog er en have, som regel, et velordnet sted, hvor blomsterne folder sig ud i deres forskellige farver, men her er det de dødes have. En have fuld af sorg og lidelse. En have, hvor livets træ synes at være blevet til dødens kors.

Og det er altså her, at Maria Magdalene og siden Simon Peter og den ”anden discipel”, som der står ” kommer ud ”den første dag i ugen, tidligt om morgenen”, hvor de ser den tomme grav.

Imidlertid tolkes den tomme grav forskelligt af de pågældende disciple og Maria Magdalene. De ser i første omgang det samme, nemlig den tomme grav, men de reagerer forskelligt.

Hertil skriver evangelisten Johannes, at Simon Peter først går ind i graven og konstaterer, at Jesus ikke er der, hvorefter også ”den anden discipel” går ind i den tomme grav, der kun rummer linnedklæderne og klædet, som Jesus havde haft over hovedet: ”Og han så og troede”, som der står.

Og hermed konstaterer de to disciple nøgternt, at der - med Jesu fravær i graven - sandsynligvis må være tale om en opfyldelse af dét, som skrifterne havde forudsagt - og dét, der var sket.

”For indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde”, fortæller evangelisten Johannes.

Herefter går de så stille og roligt hjem igen. Ikke noget med at løbe om kap hjemad, som de gjorde på vejen ud til graven.

Der står heller ikke noget om glæde eller om jubelscener, hvor de falder hinanden om halsen eller falder på knæ og takker Gud, hvilket ville have været helt oplagt.

Alligevel er brikkerne ved at falde på plads i deres virkelighedsforståelse.

Imidlertid er det ikke først og fremmest den tomme grav, der er i fokus hos evangelisten Johannes, men derimod tilsynekomsten af den opstandne.

Og det må skyldes, at evangelisten Johannes - først og fremmest - ønsker at formidle et nærvær, ligesom de øvrige beretninger om Jesu opstandelse – hver især rummer bud på opstandelsens nutidige virkelighed, - specielt gennem den måde, hvorpå Maria Magdalene og de andre vidner forandrer sig.

Men hvem er Maria Magdalene, kunne vi først spørge? Hun er ikke nævnt ved navn mange gange i Johannes Evangeliet. Dog står hun, under alle omstændigheder - langfredag - ved korset og ser, hvad der sker. Og dét, der nu sker, bliver derfor set gennem tårer. 

Og der er en god grund til, at hun græder. For det gør vi alle, når vi har mistet et elsket menneske, er ulykkelige og trøstesløse.

Og Maria Magdalene ser et kors og en grav, som umiddelbart synes tom, men har åbenbart - i modsætning til de to disciple - ingen skrifter, der giver mening.

Det kan godt være, - tænker hun måske -, at ét og andet er forudsagt i skrifterne, men det ændrer ikke på hendes sindstilstand og dermed den tomhed, som hun føler.

Men, - så kigger hun ind i graven og ser, at den alligevel ikke er helt tom. For der sidder to engle i hvide klæder, som giver sig til at tale med hende. ”Hvorfor græder du kvinde?”, spørger de.

Det samme gør Jesus lidt senere og tilføjer: ”Hvem leder du efter?” Og naturligt nok, tror Maria Magdalene først, at han er havemanden. Hun genkender ham først, da han siger hendes navn: ”Maria!” - Sådan får Jesus os i tale.

For Maria Magdalene repræsenterer enhver af os, når vi konfronteres med påskemorgen. Hvordan skal vi kunne tro det, som hverken kan beskrives eller forklares?

”Dette utrolige, at Jesus er opstået fra de døde”, som – til enhver tid - udfordrer fornuften, fordi sandheden om Jesu opstandelse taler til hjertet og ikke forstanden.

Kan vi tro på Jesu opstandelse fra de døde? Er påsken virkelig ”det dybe befriende åndedrag for os efter langfredags mørke”, som den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij formulerer det?

Ikke, hvis vi kun bruger vores fornuft. For en fornuftsmæssig tilgang til tro kan ikke lade sig gøre.

Så spørgsmålet lyder til os: Hvad betyder opstandelsen?

Opstandelse er først at blive genkendt – af den opstandne Kristus, ikke omvendt.

For det er netop et gennemgående træk i evangelierne, at den opstandne Kristus ikke umiddelbart kan genkendes, jf. f.eks. Emmausberetningen, som vi hører om i 1. tekstrække til denne 2. påskedag (Luk., kap. 24,13-35).

Og Jesus genkender dem alle – også selvom vi hører, at disciplene, efter påskens voldsomme begivenheder, murer sig inde bag låste døre og nedrullede gardiner, fordi de er bange og på grund af deres lidet glorværdige indsats.

For sandheden er, at vi ikke kan gemme os for Gud. For vi er både genkendt og gennemskuet. Og det befriende er, at vi bliver mødt på samme måde, som da Jesus senere møder disciplene, - ikke med bebrejdelser, men med et ”Fred være med jer!” (Joh. 20,19-31).

For pointen er, at der ikke er nogen som helst grund til at græde, for Han er her jo stadigvæk, men NU som den opstandne Kristus. Vores Mester og Herre.

Og hans nærvær er netop en del af opstandelsens virkelighed, - og dermed også vores virkelighed. Den virkelighed, som vi alle lever i. De levende hænder, der omslutter og omfavner os, både i dette liv og i opstandelsen, som kunstneren Arne Haugen Sørensen udtrykker det i sine opstandelsesbilleder.

Og derfor er opstandelse også tørrede tårer. Opstandelse er også at blive sendt ud i verden. Opstandelse er også livsmod.

For mødet med den opstandne sker netop i haven, hvor blomsterne folder sig ud.

Så når Jesus siger til Maria Magdalene: ”Hold mig ikke tilbage”, så betyder det, at han vil slippe Maria Magdalene fri af dét, der var.

For graven holder hende fast på dén kærlighed, som var. Og det er der intet unaturligt i. For også vi vil gerne holde fast på de døde og det, der var. Vi vil heller ikke give slip på dem.

Men den opstandne vil slippe Maria Magdalene fri fra dét, som var. For dét vil gøre hende i stand til at tage imod det nye liv, som skal komme.

Og derfor viser han netop vej fra kirkegården, ”de dødes have” – ud mod et nyt liv i lyset af opstandelsen.

Og mødet med den opstandne sker derfor ude i hverdagens daglige krav, gartnerens og vi andres arbejdsliv, hvor forstand og følelse går hånd i hånd, men hvor troen gør en verden til forskel.

Troen, som vi ikke kan rationalisere os til, men som ”springer frem af dødens gule lagen”, som Grundtvig skriver i salmen: ”Påskeblomst! hvad vil du her?”, nr. 236 i salmebogen. Med andre ord livet, der trodsigt springer frem som en påskelilje gennem frost og gravsort jord.

Og denne fortælling hos evangelisten Johannes, er derfor også fuld af det stille, underfundige smil.

For selvom forkyndelsen af Jesu Kristi opstandelse er dyb alvor, så er det tilladt at smile, - og måske endda at finde englesmilet frem, sådan som Grundtvig skriver i salmen: “Tag det sorte kors fra graven”, v. 3, hvor der står: ”I den grav, hvor han har hvilet, hun har fundet englesmilet”. En salme, som kirkesanger Siri Kathrine Rude vil synge om et øjeblik.

For englesmilet må være det gådefulde - og dog et smil, der vidner om, at udfaldet af langfredag - blev et andet end først antaget.

Og derfor er det er tilladt at smile efter gråden. For det er jo vidunderligt, dét som sker påskemorgen, hvor Maria Magdalene bliver kronvidnet for sandheden af dét, som Jesus levede for.

Så der er grund til, at vi – som Maria Magdalene - tørrer vore øjne og ser verden åbne sig for os, fordi Jesus også genkender os.

Og derfor kan vi alle spejle vores liv i Maria Magdalenes historie. Hun er os. Vi er hende. Et Guds barn. Et menneske under Guds kærlighed. Et menneske, som Gud kalder ud af mørket.

Så lad os derfor alle gå ud i livet og arbejde med jorden, så flere blomster kan folde sig ud, og så vi alle, trods tvivl og svigt, i fællesskab kan udbryde: ”Kristus er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden!” 

Glædelig Påske!

Amen.


Bøn:

Gud, vi beder dig:
Luk vore øjne op, så vi kan se.
Luk vore hjerter op, så vi kan modtage den styrke, du rækker os.
Lad os gå ud i verden som vidner på, at dit liv rækker ud over alle grænser – selv dødens.
Lad os sprede din glæde – og hjælp os til at forstå, at vort liv er stort, fordi du holder fast i os.
Vi beder dig for alle, der har svært ved at få øjnene op for den glæde, påsken bringer.
Vær hos alle, der har magt at forvalte, regering, folketing og domstole.
Vær med vores dronning og hele den kongelige familie.
Vær med menighed, menighedsråd og ansatte her i Jersie, - vær med os alle.
Kald os ved navn, Gud – og giv os dit liv at leve - i evighed.
Det beder vi om i Jesu Kristi navn.

Amen.