Skærtorsdag - præsten har ordet | www.jersie-skensved.dk
Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Skærtorsdag - præsten har ordet

Dato
Torsdag d. 9. april 2020, Kl. 10:30 til kl. 11:30
Medvirkende
Når du ikke kan komme i kirke, kommer kirken til dig. Se og læs dagens prædiken med sognepræst Hanne Schmidt

Se denne film som optakt til denne skærtorsdags prædiken – 

Her kan du selv læse dagens prædiken, som er udarbejdet af sognepræst Hanne Schmidt:

Coronakrisen har lukket Danmark og hele verden ned i disse uger, hvor vi holder sammen ved at holde afstand – at være adskilt.

Og når vi bliver presset som folk, da skabes der et indre sammenhold. Et sammenhold, der aktuelt udfolder sig ved at vi synger sammen, men på afstand. Det skaber glæde og giver håb. Et håb om, at livet atter vil udfolde sig og hverdagen vende tilbage, når denne krise er overstået.

Og vi må alle må klamre os til håbet om, at alt bliver bedre om føje tid, og da med et styrket fælleskab.

Imidlertid kan vi ikke dele et fælles måltid med familie og gode venner i denne påske, som vi nok alle normalvis gør.

For også et måltid med andre giver følelsen af fællesskab, hvor der i de senere år, rundt omkring i landets kirker, er skabt en stærk tradition om fællesspisning skærtorsdag i forbindelse med gudstjenesten. Dog ikke i år.

Imidlertid ændrer det ikke ved kirkeårets fastlagte tekster og rytme, hvor påskens tekster, påsken, står helt centralt i kristendommen. Uden påske er der ingen kristendom og ingen frelse.

Det markeres i evangeliet til denne skærtorsdag i kapitel 13, 1 vers, med understregningen af, at Jesu time var kommet: ”Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen”, som der står.

Og evangelisten Johannes har her valgt at berette om begivenheder, taler og samtaler, der tilsammen skal give os et billede af, hvem Jesus er: Guds søn og verdens frelser. Og dette budskab ønsker Johannes at dele med os.

Det kan dog undre, at evangelisten Johannes ikke beretter om selve indstiftelsen af nadveren, men derimod har valgt en markant anderledes skildring af skærtorsdag end de tre andre evangelister. Det betyder ikke, at han modsiger dem, men at han forudsætter dem bekendt og derfor trækker andre ting frem i sin beretning.

Samværet skærtorsdag aften indrammes hos evangelisten Johannes af fodvaskningen (kap. 13) og Jesu ypperpræstelige bøn (kap. 17).

Under alle omstændigheder holder Jesus og hans disciple her (kap. 13) et fælles måltid, for som der står: ”Mens de holdt måltid”.

For på denne særlige aften ønsker Jesus at give sine disciple noget, som de kan huske og leve videre på.

Og det gælder også Judas, Simon Iskariat’s søn, som ”Djævelen allerede havde sat sig for, skulle forråde ham (Jesus)”, som der står i teksten. En tragisk skikkelse, historiens Prügelknabe, der forråder Jesus, hvorfra udtrykkene Judaskys og Judaspenge stammer.

Et forræderi, som Jesus her forudsiger, dog uden at udpege Judas, idet han siger: ”I er ikke alle rene”. Her er det værd at bemærke, at de andre disciple er usikre på, om det mon er dem, Jesus sigter til. De er med andre ord usikre på sig selv og deres egen trofasthed.

Under alle omstændigheder hører vi her, at Jesus ”rejser sig fra bordet, lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig”, som der står, for derpå at hælde vand op i et fad med henblik på at vaske disciplenes fødder.

Og her må vi forestille os, at Jesus og hans disciple formodentlig har ligget til bords, som det var skik ved jødernes påskefest.

Det var også skik, at gæsterne fik vasket fødderne inden måltidet begyndte. Og hvis familien havde slaver, blev den ringeste af disse sat til at vaske gæsternes fødder. Ellers blev der blot sat et vaskefad frem, så gæsterne selv kunne gøre det, eller én af deltagerne kunne gøre det som en hyldest til de øvrige deltagere og som en ydmyghedshandling. Især kunne disciple gøre det for at ære deres mester.

Men ikke i denne sammenhæng. For det er Jesus selv, der udfører handlingen. Et stærkt udtryk for hans kærlighed til sine disciple.

Handlingen er ikke blot ment som et hygiejnisk forbillede, men er derimod et tegn, et symbol.

Og dermed forsøger evangelisten Johannes – med sin beretning – at udlægge, hvad nadveren betyder. Og det tydeliggør han ved at lade Jesus påtage sig husslavens arbejde og vaske disciplenes fødder.

Men idéen om at ville vaske disciplenes fødder vækker på ingen måde begejstring hos Simon Peter, og har nærmest en chokeffekt, for det her er da helt galt. Det burde jo være ham, der vaskede Jesu fødder i stedet for. Og derfor udbryder Simon Peter: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder”.

Hertil siger Jesus: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig”, som Jesus udtrykker det.

Og selvom Simon Peter ikke forstår ret meget, så understreger hans næste reaktion en længsel efter et fuldstændigt fællesskab med Jesus, og derfor beder han om nu at få renset både hoved og hænder.

Jesu svar kan tolkes lidt forskelligt. For fodvaskningen kan enten være et billede på dåben, så enhver, der er døbt, har del i Jesu sejr over synd og død – eller kan være et billede på nadveren, der stadig bekræfter den døbtes del i Jesu sejr, hvilket jeg særligt tænker på i denne sammenhæng.

Hvorom alting er, så skal den mærkelige gestus, som Jesus gør ved at bøje sig til jorden og vaske sine venners fødder, fortælle os, hvem den Gud er, som Jesus kalder for sin himmelske far. En Gud, som vi ikke skal kaste os i støvet for i angst og bæven, men som vi derimod skal have tillid til, fordi han vil have fællesskab med os.

For ”i Jesus” er Gud den Gud, der bøjer sig ned i støvet og gør sig selv til tjener for menneskeheden. For dig og for mig.

Og udover, at det var tradition og tegn på gæstfrihed at vaske fødderne på gæsterne, så rummer fødderne også meget symbolik, ligesom fødderne er en del af kroppen, som vi typisk holder for os selv, og dermed helst ikke blotter for andre.

Men det gør ingen forskel for Jesus. For han tager hånd om HELE mennesket. Også de dele af os, som vi nødigt vil kendes ved, det snavsede og ildelugtende – m.a.o. alt det snavs og mudder, som vi bærer under fodsålerne, vil Jesus tage hånd om.

Og her på denne sidste aften, skærtorsdag, viser Jesus med sin handling, at sådan forholder Gud sig til os, også når det gælder de fødder, der har trådt på andre, for de bliver her vasket kyndigt rene – igen som billede på nadveren.

For livet igennem er vi på vej, bestandig i bevægelse – og undervejs får vi snavs under fødderne.

Nadveren er m.a.o. en rasteplads undervejs i livet. Et sted, hvor vi kan holde ind for en stund, ryste støvet af vore fødder, og finde hvile for sjælen i visheden om, at vi er Guds børn, uanset hvilke afveje vi end har været ude på.

Men spørgsmålet er, hvad Simon Peter – og de øvrige disciple tillige med os i dag, skal forstå og lære ved Jesu gestus, når han vasker disciplenes fødder?

Jo, fod-vask er her netop et billede på, hvordan Jesus skal ydmyge sig for vores skyld ved at lide og dø.

Det er der mange mennesker, der ikke bryder sig om. For de vil gerne have sig frabedt, at et menneske er gået i døden for deres skyld: ”Det er både anmassende, upassende og uværdigt”, synes de.

Men uagtet en sådan afstandtagen, så ændrer det ikke på, at der er meget, som vi mennesker slet ikke magt over. Det er den aktuelle corona-krise et eksempel på.

Og det ændrer heller ikke på, at vi kan føle skyld og skam, som vi ikke bare kan skræve hen over. For ikke alt kan skylles af med vand og sæbe, selvom vi stiller os i kø ved håndvasken eller er flittige til at bruge håndsprit for at desinficere vore hænder.

Og netop derfor kommer Jesus os i møde, når han siger: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig”.

For Jesus kommer os til undsætning for at tage vores skyld og skam på sig ved at vaske vores fødder, ved at tage tjenerens opgaver på sig i kærlighedens tjeneste.

Og det betyder med andre ord, at vi alle er lige for Gud, at vi alle gives den samme mulighed for at tage imod den Jesus, der rækker sine hænder ud mod os.

Og både i livet og i døden rækker Jesus sine hænder ud for at udfri dem, der tror på ham. Dem, der vil have lod og del sammen med ham.

Og Jesu symbolhandling hænger, på sin vis, godt sammen med den jødiske påskefest, hvor Jesus og hans disciple jo netop også selv er til stede.

For de er alle forsamlet om det traditionsrige jødiske påskemåltid, hvor de mindes udfrielsen af Egypten, som beskrevet i Toraen og Det Gamle Testamente, 2. Mos. Kap. 12,23-24. Den nat, hvor Guds folk undslap, fordi døden gik forbi de huse, hvor der var smurt blod på dørkarmene.

Sådan slipper vi også fri, men på grund af Jesus Kristus. Og derfor er vi, som kristne, frie i Guds nåde, men bundet i kærlighed til Gud og hinanden.

Så fod-vask er et billede på renselse fra synd, men den er også et forbillede, til efterfølgelse, hvor den mindste blandt os er størst. For som Jesus siger: ”Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer”.

Et sådant sindelag skaber fælleskab. Et fællesskab, som vi alle har brug for.

Amen.

Bøn:

Kære Gud,

Vi takker dig for din kærlighed og din vilje til at give dig selv for vores skyld.

Vi takker dig, fordi du giver os mulighed for at få lod og del sammen med dig – og lad troen på din tilgivelse være en trøst og styrke for os alle.

Vi takker dig for den kærlighed, som du - ved Jesus Kristus - møder os med ved nadverbordet.

Vi takker dig, fordi vi dér kan få visket tavlen ren; vi, der står med snavs, ikke blot på hænder og fødder, men også i hjertet.

Vi beder for påskeugen, vi oplever lige nu.

Fyld os med din ånd, så vi kan opleve påskens grænsesprængende budskab, som en levende og givende del af vores liv.

Vi beder for alle, der sørger og savner i disse dage. Vi beder for alle udsatte mennesker, alle syge, ensomme og isolerede mennesker på grund af Corona-krisen – og vi beder for deres familier.

Vi beder for myndighederne, og for de mange mennesker i samfundet, der på hver deres måde, står i spidsen for at hjælpe deres syge medborgere med risiko for at de selv at blive smittet af den livstruende virus, ”den farlige gæst”, som vores dronning har udtrykt det.

Vi beder for vores dronning og for hele det kongelige hus.

Vi beder for din kirke ud over hele jorden. Vær hos dem, der bliver forfulgt på grund af deres tro.

Vi beder lokalt for alle sognets indbyggere, menighed, menighedsråd samt ansatte i sognet. Styrk og velsign du vort fællesskab.

Vi beder for vore hjem og vore kære.

Giv os alle håb og styrke fra dig, så du vil vise os vejen frem - for hele verden har brug for din hjælp!

Hør os i Jesu Kristi navn.

Amen.