Påskedag - præsten har ordet | www.jersie-skensved.dk
Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Påskedag - præsten har ordet

Dato
Søndag d. 12. april 2020, Kl. 10:30 til kl. 11:30
Medvirkende
Når du ikke kan komme i kirke, kommer kirken til dig. Se og hør dagens prædiken med sognepræst Hanne Schmidt

Se denne film som optakt til denne påskedags prædiken – klik her

Her kan du selv læse dagens prædiken, som er udarbejdet af sognepræst Hanne Schmidt:

Det er i dag påskedag, hvor alle musikinstrumenterne spiller smukt sammen. Dagen, hvor kunstmalerne bruger de store penselstrøg og de stærke farver. 

For alle sejl skal sættes til på dagen for Jesus opstandelse. Dagen, hvor livet sejrer over døden. Dagen, hvor vi i stedet for ”den jordiske Jesus” nu taler om ”den opstandne Kristus”, hvor alt det, der står mellem linjerne, alt det, der ikke kan forklares, bliver til virkelighed. 

For - Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden! Det er påskebudskabet, som lyder denne morgen i kristne kirker over hele jorden.

Et budskab, der er hovedhjørnestenen i vores kristne tro og håb. For det er denne tro og dette håb alt andet hviler på.

Og derfor kan vi istemme B.S. Ingemanns dejlige salme: ”Nu ringer alle klokker mod sky” (408 i salmebogen), som kirkesanger Siri Kathrine Rude vil synge for os om et øjeblik.

Og på denne påskedag føres vi af evangelisten Matthæus tilbage til hin morgen, hvor kvinderne Maria Magdalene og den anden Maria, ”efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen”, dvs. her søndag morgen, kommer for at se til Jesu grav. 

De er begge rystede i deres grundvold efter langfredags mørke, hvor deres Mester og Herre døde på korset og alt med ét syntes tabt.

Men så sker der noget uventet, som evangelisten Matthæus indfanger på en malende, detaljeret og indlevende måde. 

For et kraftigt jordskælv introducerer dén engel, der stiger ned fra himlen for at vælte stenen væk fra graven. Og siddende dér på stenen tager englen sig så ærefrygtindgydende ud, at han kan sprede dødlignende rædsel omkring sig.

Og denne rædsel rammer vagtmandskabet, som Pontius Pilatus - af hensyn til jøderne - har sat til at bevogte graven for dermed at sikre, at liget af den korsfæstede Jesus ikke skal blive stjålet, fordi jøderne er bange for, at disciplene kan finde på noget sådant for herefter at kunne påstå, at han er opstået fra de døde. 

At det forholder sig sådan, kan vi læse hos Matthæus i kapitel 27 v. 62-66, hvor ypperstepræsterne og farisæerne sammen går til Pontius Pilatus og siger: ”Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager, mens han endnu var i live, sagde: Efter tre dage opstår jeg. Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil tredjedagen, for at hans disciple ikke skal komme og stjæle ham og siger til folket: Han er opstået fra de døde...”.

Imidlertid hjælper det ikke meget med denne bevogtning. For i beretningen får rædslen ved englens tilsynekomst ligefrem vagterne til at skælve: ”de skælvede af frygt og blev som døde”. 

Men på netop denne måde synliggøres det underfulde i, at kvinderne kan få adgang til graven og finde den tom, på trods af både sten og romersk bevogtning. Det er intet mindre end mirakuløst.

For kvinderne bliver dermed øjenvidner til begivenheden, hvilket må have været mere end overvældende for dem.

Men så siger englen til dem: ”Frygt ikke! Han er ikke her, han er opstået, som han har sagt”.

Og lad os for et øjeblik dvæle ved ordene: ”Frygt ikke!” For ordene bliver ikke blot sagt til kvinderne i denne ubegribelige stund ved graven, men omkranser hele evangeliet fra julenat til påskemorgen; for ”frygt ikke!”, siger englen til hyrderne på marken julenat (Luk. 2,1-14) og ”frygt ikke!” siger englen til kvinderne ved Jesu grav påskemorgen i Matthæus evangeliet til i dag.

Så kvinderne skal ikke frygte noget. Det skal vi heller ikke. Men det er lettere sagt end gjort. For det er svært ikke at frygte alverdens ting, der kan ramme os og vore nærmeste, ja, hele verden, hvor vi aktuelt alle frygter at blive smittet eller selv at smitte andre mennesker med den aggressive coronavirus, der har spredt sig med lynets hast og nu hærger hele verden. Og her må vi alle håbe på og bede til Gud om at hjælpe myndighederne, så denne skrækkelige pandemi snarest må blive slået ned og vores frygt dermed kan forsvinde.

Men tilbage til situationen hin søndag ved Jesu grav, hvor kvinderne - ved nærmere eftertanke – erindrer, at Jesus selv udtrykkeligt havde forudsagt - ikke blot sin lidelse og død, men også sin opstandelse på tredjedagen, der jo, som nævnt, tillige var kommet ypperstepræsterne og farisæerne for øre.

Og da kvinderne nu ved selvsyn kan konstatere, at graven er tom, liget er væk, bliver de dermed øjenvidner, der i al hast skal bringe bud til disciplene om opstandelsen og om det forestående møde med den opstandne Kristus i Galilæa: ”Og, se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det”, som englen siger til kvinderne.

Her vil jeg lige bemærke, at der i Det Nye Testamente typisk altid er noget nyt på færde - noget, der vender op og ned på alt - i mødet med en engel – noget underfuldt og uforståeligt. Det hører vi bl.a. om i forbindelse med løftet om Johannes Døbers fødsel og ved bebudelsen af Jesu fødsel. 

Og således vender englens besøg ved Jesu grav også op og ned på alt denne påskemorgen. Hvad der før var op, er nu - i troens perspektiv - ned, og kvinderne adlyder prompte englens ord, ganske uden forbehold, for som der står: ”De skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det”.

Og det fortæller os meget, at kvinderne ”løber”. For det vidner om, at det er umådeligt vigtigt for dem at få viderebragt budskabet om, at det utrolige er sket. Og havde de ikke haft modet til at tage de så ubegribelige ord i deres mund om, at ”han er opstået fra de døde”, var budskabet måske aldrig nået videre ud i verden.

Og kvinderne løber også med både ”frygt og stor glæde”, står der i teksten. En særlig blanding af følelser, der kun er på færde, når vi står foran noget nyt og anderledes, som vi inderligt håber på, men endnu ikke tør tro på.

Dog fornemmer man klart, at sorgen og afmagten hos kvinderne forvandler sig til et håb for fremtiden, idet frygten langsomt forsvinder, fordi de – med englens ord - fyldes af troens- og forventningens glæde. 

En tro og en glæde, som er bragt videre op gennem historien til os i dag. For kvindernes oplevelse og dét håb, som de får hin påskemorgen, lever stadigvæk og lykkeligvis her i 2020.

Men trods øjenvidnerne til Jesu tomme grav for disse mange år siden, er der vel næppe tale om et egentligt bevis. Og derfor stiller mange mennesker i dag det samme spørgsmål som de gjorde dengang: ”Er det virkelig sandt? Stod Jesus op af graven?”

For med opstandelsens virkelighed står vi over for en begivenhed, der ikke kan sammenlignes med noget vi kender. En begivenhed, der ikke kan rummes, fordi vi ofte tænker i enten-eller: Enten er et menneske levende eller også er et menneske død. Men afgørende er, at det jo er vores virkelighed, ikke Guds. For Guds virkelighed er og forbliver gådefuld for os alle.

Og som K. L. Aastrup så forløsende skrev tilbage i 1961 i sin salme: ”Det er så sandt, at ingen så” (nr. 238 i salmebogen) v. 1 + 2:

1.
Det er så sandt, at ingen så
vor Herre ud af graven gå.
For det, der aldrig kunne ske,
det skulle intet øje se.

2.
Hvordan fra død til liv han kom
kan ingen her fortælle om.
Hvad kun kan ske, hvis Himlen vil,
har jorden ingen vidner til.

Vi kan med andre ord ikke rationalisere os frem til Jesu opstandelse, men vi kan åbne vore hjerter for hans gerning og ord - og da i tillid til, at han også er gået i forvejen for os.

For påskedag er den ramme for livet, som vi er sat ind i ved dåben, og som repeteres ved vores begravelse med ordene: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesus Kristi opstandelse fra de døde”.

Dermed har Jesus - med sin opstandelse - givet os et levende håb i vore hjerter, et håb om vore sjæles frelse og et evigt liv hos Gud. 

Og med troen i vore hjerter har vi - evangelisk set - ikke noget at frygte, men skal derimod glæde os og synge vores glæde ud - sammen, men dog hver for sig i denne tid. 

For i lyset af påskedags budskab gives vi en særlig dyb glæde i troen på, at ”Krist stod op af døde, i påskemorgenrøde!” (nr. 218 i salmebogen, l. 1 +2).

For - Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden!

Amen.

Glædelig påske!


Bøn:

Jesus Kristus

Vi takker dig, fordi du påskemorgen overvandt døden med din opstandelse fra de døde – og fordi du gjorde det for vores skyld.

Vi takker dig, fordi du har givet os del i dit liv, så vi kan leve vores liv i tillid til, at du er med os alle dage.

Vi beder dig om, at du vil give os styrke i vores afmagt og skærme os fra al frygt.

Giv os den tro, som vi ikke selv kan gribe.

Giv os det mod, vi ikke selv kan stable på benene.

Giv os det liv, vi ikke selv kan skabe.

Vi beder for alle, der er ramt af sygdom og sorg, ensomhed, savn og isolation. Send du os ud med trøst og opmuntring til de mennesker, som har særligt brug for omsorg og kærlighed – og vær du nær hos dem, som vi glemmer eller overser.

Vi beder for alle de mennesker, der er ofre for krig og undertrykkelse rundt omkring i verden. 

Vi beder for alle forfulgte kristne og vi beder for alle udstationerede og udsendte. 

Vi beder for vores land; for alle, der har fået magt og viden betroet. Giv dem troskab og visdom, så de må bruge mulighederne på bedste vis og efter din vilje.

Vi beder for dronningen og hele det kongelige hus - og vi beder for alle familier.

Vi beder for din kirke her i Jersie, for menighed, menighedsråd og ansatte – og vi beder for din kirke ud over hele jorden.

Lad dit lys skinne på os alle og giv os Jesu Kristi sindelag over for andre.

Lad os alle se glæden opstå denne påskedag – og lad os bringe glæden ud i verden.

Forbarm dig over os og skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv.

Det beder vi om i Jesu Kristi navn.

Amen.