Udgivet af Bo Nygaard Larsen, tir d. 18. jun 2019, kl. 11:40


Døden har det med at bryde ind og tage liv uden først at banke på. Det efterlader de pårørende i et tomrum, hvor spørgsmålene er lige så mange som de manglende svar.

Den følelse sidder Therese Fabricius stadig sidder med, efter at hendes far, Peter Fabricius, gik bort fjerde søndag i advent, den 18. december 2016. Ganske vist var han blevet indlagt med pilleforgiftning, men Therese Fabricius og hendes fire søkende havde ikke på noget tidspunkt i forløbet tænkt, at det kunne ende med den mest ultimative udgang af dem alle.

»Da lægen sagde, at nu var der ingen vej tilbage, troede vi ham ikke. Vi var slet ikke forberedt på, at vores far skulle dø,« siger Therese Fabricius.


Sorgprocessen
 
Dødsfaldet sendte hende ind i en sorgproces, hvor sangen og musikken fik en hovedrolle. I foråret 2017 skrev hun ti sange om sorg og det at miste.

»Musik kan udtrykke følelser langt mere, end ord kan. Det er ren terapi for mig både at skrive sangene og fremføre dem. Alt det som kan være svært at sætte ord på i en samtale, har jeg nemmere ved at sætte ord på, når jeg skriver en sang. Sangene udgør ikke en samlet fortælling, men er enkelte nedslag i mine følelser,« siger Therese Fabricius.

Sang i Jersie
Tirsdag den 18. juni fremførte hun sammen med pianist Martin Seier i Jersie Sognehus nogle af sine sange. Hun har flere gange optrådt med sine sange og sin historie, og hver gang er hun blevet godt modtaget.

»Medmindre man går i en sorggruppe har folk, der har mistet, ikke rigtig nogle steder at gå hen. Derfor er mit håb, at mine koncerter kan være med til at udfylde et tomrum, og jeg har da også i forbindelse med koncerterne haft mange samtaler med folk, der har mistet. Jeg er meget taknemmelig for dem, der kommer og er i samme situation. Det betyder meget for mig, dele mine egne oplevelser med andre,« siger Therese Fabricius og fortsætter:

»Som pårørende er det svært, når folk holder op med at spørge til, hvordan man har det. De første to måneder efter min fars død var folk meget på, men så holdt de op med at spørge. Det var frygteligt, for jeg var ikke færdig med at sørge. Jeg havde derfor brug for deres deltagelse.«

Den genvundne frihed
Hun tager en dyb indånding. Døden er ikke blot enden for livet, men også for mulighederne for at få talt ud eller gjort noget op.  Peter Fabricius var bratschist og koncertmester i Sjællands Symfoniorkester, det nuværende Copenhagen Phil, og var i 1973 med til at starte Kontra Kvartetten.

Hans musiske evner var ubestridelige, og måske derfor kæmpede Therese Fabricius med at leve op til hans høje musikalske niveau. Han var perfektionist og forventede mindst ligeså meget af andre, som han forventede af sig selv – og det var ikke så lidt.  

»Jeg er ikke klassisk musiker, men spiller i folk- og visegenren. Jeg spillede aldrig min musik for min far, for jeg var nervøs for, hvad han ville sige og mene. Det var et stort problem for mig,« siger hun og fortsætter:

»Efter hans død har jeg følt et stort behov for selv at vise min musik frem. I mit arbejde som blandt andet sangskriver har jeg ofte givet mine tekster fra mig men efter min fars død, blev det mig på en eller anden måde magtpåliggende selv at synge min sange. Nu føler jeg, at jeg fået friheden til at være mig. Det har taget mig halvandet år at komme dertil, selvom jeg ikke er færdig med processen. Jeg oplever en stor skyld over også at føle en vis frihed efter min fars død og endda også en vrede. Jeg har jo gået i årevis og været overbevist om at min musik ingen gang havde på jord, fordi jeg var ret sikker på, at min far ikke kunne lide den. Det er for mig en svær følelse at håndtere – der er noget forkert og forbudt ved at blande vreden ind i sorgen,« siger Therese Fabricius.

Sætter ord på andres følelser
Hendes ord kommer lidt efter lidt, men de kommer.  »Ved koncerten på søndag vil jeg opbyde alt mit mod og også fortælle om følelserne omkring den forkerte sorg, som jeg måske ikke står helt alene med. Mit håb er at andre kan spejle sig i mine oplevelser og at jeg måske er så heldig at de endda kan genkende sig selv i sangene,« siger Therese Fabricius.



Tekst Bo Nygaard Larsen Foto Pressefoto

Kategorier Ukategoriseret