Udgivet man d. 22. okt 2018, kl. 14:22


Der står blandt andet Benny Andersen på programmet, når en anden Andersen – med fornavnet Nikolaj – gæster FredagsTræf på fredag, den 26. oktober kl. 17.00 i Jersie Sognehus.

Benny Andersen døde den 16. august i år, og for Nikolaj Andersen, der bor i Jersie Landsby, er det derfor naturligt at hylde den store nationaldigter.

»I Benny Andersens tekster er der en elegant lyrik. Men bag de fine ord ligger en masse substans, for han kendte selv til depressionen og de sorte huller. Derfor betød han så meget for mange, også for mig,« siger Nikolaj Andersen, der har en fortid som lærer på Tisvilde Højskole.

»På højskolen stod jeg ofte for morgensangen, og dér var det et folkerkav, at vi skulle synge Benny Andersen. Han gav så mange mennesker indhold i livet, og derfor var han også én, der kunne samle folk,« siger Nikolaj Andersen.

Han har mange favoritsange. Men dog er det Hilsen til forårssolen, han holder mest af – den om, at »der beskæres i buskadser og budgetter«. Den udkom i 1981 i samlingen Oven visse vande, som Benny Andersen lavede sammen med Povl Dissing

»Sangen var hans egen kommentar til oliekrisen, som plagede landet på den tid. Men i stedet for at skrive om krisen med olien, skrev han om kriserne i det enkelte menneskes liv. Kriserne kommer og går, men når forårssolen bryder frem, bliver alting godt. Det er en genial kommentar, og derfor holder jeg så meget af den sang,« siger Nikolaj Andersen.

Under sin optræden i Jersie Sognenus vil han også synge viser af andre tekstforfattere. FredagsTræf bliver indledt med en andagt, hvorefter er en to-retters menu og underholdning.

Det koster kr. 50,- at deltage, og billetter kan købes i Jersie Sognehus og i Solrød Strandkirke. Overskuddet fra FredagsTræf går til Jersie-Solrød Menighedspleje, der blandt andet står for uddelingen af julehjælpen.


Tekst og foto Bo Nygaard Larsen

Kategorier Ukategoriseret