Udgivet tor d. 20. sep 2018, kl. 17:05

Han er passioneret og brænder for sin sag. 74-årige Kjeld Ejdorf, Solrød, har i næsten 40 år haft den store stormflod, der ramte Danmark den 13. november 1872, som sin hobby.

»Stormfloden i 1872 hører til en af de største naturkatastrofer i Danmark. Det var orkan, der blev efterfulgt af voldsomme oversvømmelser. Ikke siden har vi her i landet set så voldsomt vejr,« siger Kjeld Ejdorf, der da heller ikke tøver med at kalde begivenheden for en 1000-års-hændelse.

Fredag den 28. september kl. 17.30 kommer han til FredagsTræf i Jersie Sognehus. Her vil han fortælle nærmere om katastrofen – med udgangspunkt i hans bog Stormfloden den 13. november 1872. Danmarks største strandingskatastrofe, som udkom i 2002.

»Værst gik det ud over de sydsøstlige og sydlige dele af de danske kyster, især Lolland-Falster. Men også lokalt blev vi ramt. For eksempel stod vandet helt op til Korporalskroen. Men det meste af området var dengang mose, så vores område slap heldigt i forhold til andre egne af landet,« siger Kjeld Ejdorf.


Kom til FredagsTræf
FredagsTræf, der bliver arrangeret af Jersie-Solrød Menighedspleje, har været en succes i 16 år. Den sidste fredag i hver måned bliver dørene åbnet til Jersie Sognehus, hvor man for 50 kroner kan få sig en to-retters menu. Drikkevarer købes særskilt. 

Arrangementet begynder med en andagt ved sognepræst Christina Inés Wandel, hvorefter maden bliver serveret. Herefter overtager Kjeld Ejdorf scenen.

»I dag oplever vi mange storme og orkaner. Men selv de værste af dem kan ikke måle sig med den fra 1872. Flere end 260 skibe strandede, 185 søfolk druknede, og på land krævede den 100 andre menneskeliv,« siger Kjeld Ejdorf og fortætter:

»Jeg glæder mig meget til at komme. Selvom baggrunden er trist er jeg glad for at formidle min viden om denne katastrofe, som vi her lokalt også var en del af.«

Begyndte i Jersie
Faktisk var det i Jersie, at Kjeld Ejdorf, der er pensioneret historielærer, begyndte sin interesse for stormfloden. I begyndelsen af 80erne besøgte han Martin Larsen i Jersie. På det tidspunkt anede han intet om den store stormflod.  

»Men hos Martin Larsen fandt jeg en lanterne, hvor der stod 1872 på. Jeg blev nysgerrig, fik hele historien, og derefter begyndte jeg at gøre mine egne opdagelser om stormfloden,« siger Kjeld Ejdorf.

Billetter til FredagsTræf kan købes på kontoret i Jersie Sognehus eller på kordegnekontoret i Solrød Strandkirke.


Tekst og foto
Bo Nygaard Larsen

Kategorier Ukategoriseret